Gotisk fonologi

Indholdsfortegnelse

Accent
Vokaler – korte – lange
Diftonger – korte
Likvider og nasaler
Obstruenter

---

Accent

Proto-germansk bevarede den indoeuropæiske såkaldt frie accent. Det viser Verners lov, der jo går ud på, at de ustemte frikativer, der var opstået af den germanske lydforskydning, blev stemte, hvis de stod umiddelbart efter en ubetonet stavelse.

I ordene for ‘far’ og ‘bror’ har suffikset *-ter vi således givet d  [ð] i det gotisk ord for ‘far’, men þ i ‘bror’; accenten i vedisk viser, at vi har at gore med den vernerske vekslen.

got. fadar – ved. pitā́ < *ph₂-tḗr 

got. broþar – ved. bhrā́tā < *bʰráh₂-tēr

I sent protogermansk flyttede accenten til første stavelse, ligesom i latin og keltisk. Gotisk har stadig initialbetoning, mens islandsk og færøsk har en stærk tendens til initialetoning.

Intitialbetoningen betød, ligesom i latin, at vokaler i indre og sidste stavelse blev svækket.

---

Vokaler

I første stavelse bevarer germansk de indoeuropæiske vokaler bedst; der sker blot det, at PIE kort *a og *o falder sammen i germ. *a, mens PIE *ā og *ō falder sammen i germ. *ō.

PIE *e har en tendens til at blive germ. *i i alle mulige stillinger; i gotisk er den udvikling fuldbyrdet, så PIE *e > gotisk i.

Forskellige udviklinger, som ikke ses i gotisk:

1. Fællesgermansk: *e > i  før i/j i næste stavelse
2. Nord- og vestgermansk a-omlyd: u > *o og  *i > e, hvis der står a i næste stavelse
3. Germansk *ē > vestgermansk + nordisk *ā > dansk å
4. Germansk *ō > oldhøjtysk uo > tysk u
5. Germansk *enC > *inC (derfor er der i binde, rinde, finde, men ikke i læse, være æde, selv om alle disse verber oprindeligt havde *e i roden)

---

Korte vokaler

PIE *a > got. a

got. akrs ‘mark, ager’ (m. a-st.) < gm. *akra– < ie. *h₂ag̑–ro-; lat. ager, gr. αγρός, ved. ájra–

PIE *o > got. a

PIE *e > got. i

got. itan ‘spise’ *h₂ed-, jf. ved. ád-mi, lat. edō 1sg.prs. ‘spiser’

 saptá ‘syv’ gr. ἑπτά, got. sibun, lat. septem < *septḿ̥

– men got. /i/ → [ε] <aí> /__ r, h og ƕ

Skrivemåden ai for kort e er lånt fra sent græsk, hvor αι blev udtalt  [ε]

got. saíƕan /sihwan/ ‘at se’ < germ. *sehwan *sekʷ- ‘følge’; lat. sequor 1sg. ‘følger’, ved. sácate ‘følger’

got. bairan ‘at bære’ /biran/ < germ. *bere– < *bʰére-, jf. ved. bhárati, lat. ferō 1sg. ‘jeg bærer’; ferre ‘at bære’

Allerede i protogermansk blev germ. *e > *i /__NC

got. finþan ‘at finde’ < PIE *pént-e-; roden ses også i ved. pánthās m. ‘vej’

got. bindan ‘at binde’ < *bʰendʰ– jf. ved. badhnā́ti ‘binder’

got. drigkan ‘at drikke’ *dʰre-n-g-e-, nasalinfigeret form af rod, der også ses i lit. drė́gti‘  ‘blive våd’

PIE *i > got.i

got. fisks ‘fisk’ (a-st.) < gm. *fiska- < ie. *pisko-; lat. piscis

PIE *u > got. u

got. juk ‘åg’ < gm. *juka– < ie. *i̯ug-o– (tysk Joch med a-omlyd)

– men  got. /u/ > [ɔ] <aú> /___ r, h og ƕ

auhsa ‘okse’ (m. n-st.) < gm. *uhsan-; ved. ukṣán– ‘ung okse’

---

Lange vokaler

Husk, at got. o og e altid udtales langt. Det er fordi o kommer af langt *ā og *ō, mens e < PIE *ē.

PIE ā og *ah₂ > got. ō <o>

 got. broþar- ‘bror’ *b^hráh₂-ter-, ved. bhrā́tar-

ordet for ‘mor’, PIE *mah₂-tér-,  har utvivlsomt heddet modar- i gotisk, men det forekommer ikke i teksterne. Jf. skt. mā́tar-, lat. māter.

PIE ō og *oh₃ > got. ō <o>

fotus ‘fod’ (m. u-st.) < gm. fōt- < ie. *pōd-/pod-/ped-

PIE *ē og *eh₁  got.  ē <e>

jer ‘år’; ono. ár, da. år, tysk Jahr < *i̯eh₁-ro- ()

missadeþs ‘udåd’. *missa- (da. mis-) + *dēði- (on. dáð, da. dåd med ā hhv. å < *ē), *dʰeh₁-ti- ‘dåd; det at gøre’; gr. θήσις ‘(for)ordning’

PIE *ih > got. ī <ei>

Skrivemåden ei for langt ī er lånt fra sent græsk, hvor ει udtaltes ī

PIE *ū, *uh > got. ū

mus ‘mus’ < PIE *mūs; jf. lat.mūs gr. μῦς

---

Diftonger

Korte diftonger

Når man kender de korte vokalers udvikling er det let at regne de korte diftongers udvikling ud.

PIE *ei̯ > got. *ii̯  > got. ei [ī]

Dvs. diftongen *ei̯ monoftongeres  til langt /ī/, der skrives <ei>. Samme resultat har PIE *ī/*ih.

steigan ‘at stige’; jf. on. stíga, oe. oht. stīgan ‘at stige’. Af ie. *stei̯g^h–, jf. skt. stighnoti ‘stige op, bestige’, gr. στείχω ‘gå’, osv.

PIE *oi̯ og *ai̯ >  got. ai

Diftongen skrives ofte <ái> for at skelne den fra det korte e,  der skrives <aí>

(Germansk *ai̯ > nordisk *ei > dansk alm. e (oldhøjtysk ei, oldengelsk ā); jf. got. haitan, stain, gaits – da. hedde, sten, ged)

PIE *eu̯ > got. iu

got. niujis, ono. nýr *neu̯-i̯o- (mens ved. náva-‘ny’, gr. νέος og lat. nouus < IE *néu̯os)

PIE *ou̯ og *au̯ > got. au

Skrives ofte <áu> for at kunne skelnes fra kort o, der skrives <aú>

rauþs ‘rød’ (adj. a-st.) < gm. rauda– < PIE *h₁rou̯dʰ-o-, jf. gr. ἐρυθρός ‘rød’ < h₁rudʰ-ró-

(Germansk *au̯ >  oldengelsk ea, oldhøjtysk ou, dansk alm. ø)

---

Halvvokaler

PIE *i̯ > got. j

got. juk ‘åg’ < gm. *juka– < ie. *i̯ug-o–

PIE *u̯ > got. w

got. wait 1+3sg. præsens ‘ved’, af gammel perfektumsform *u̯oid-a; jf. skt. veda ‘jeg ved’, gr. οἶδα ‘jeg ved’

---

Likvider og nasaler

Konsonantiske

PIE *r, *l, *m, *n er som hovedregel uforandrede i germansk. Vigtige undtagelser:

1.  Finalt -m > -n
2. Dernæst tab af nasaler i flerstavelsesord (således den endelsesløse akk.sg. < PIE *‑om, *‑m̥)

ƕan ‘hvornår’ < *kʷom, lat. cum

Stavelsesbærende

PIE *r̥, *l̥, *m̥, *n̥ udvikler støttevokalen *u i germansk og giver *ur, *ul, *um, *un. I gotisk åbnes u før r, så germ. *ur > got. aúr

haúrn ‘horn’ /hurn/ (n. a-st.) < gm. *hurna- < ie. *k̂ṛ-no-

waúrd ‘ord’ (n. a-st.)< gm. *wurða- < ie. *u̯r̥tʰóm < *u̯r̥h₁-tó-m, jf. lat. verbum ‘ord’, lit. var̃das m. ‘navn’